HELLEBERGS.DK

 

NEWSLETTER, 12. June 2010

 
Back to main page


Hejsa

Hi – Hej – Hi – HEJ……

I disse dage får ordet ambivalent, en helt ny og ”bredere” betydning for mig…..

Lige nu sidder jeg og kikker ud i vores lille have, vi har 44 grader og gartneren vander trofast i forsøget på, at få bare lidt af det grønne til at overleve sommeren, de små firben er stadig aktive og de smukke toppede ”solfugle” har lige sendt deres unger ud på eventyr.

Sommeren er kommet sent i år, og dvs. at vi har kunnet være udenfor indtil for ganske nylig, kun lige afbrudt af de tilbage-vendende sandstorme, som vi vist egentlig har vænnet os til …. Og der kommer ordet ambivalent så ind……
Det er nemlig vores sidste dag i Qatar i dag, i aften flyver ungerne og jeg hjem til dk. – hjem til familien, til vores dejlige venner, til den friske luft og de lyse nætter …. Hjem til vores nye danske eventyr (-:

Men inden da, har der været en helt fantastisk tid her, men også en meget svær tid…. Hvor bagsiden af medaljen har lyst op.
Det at skulle afslutte har været svært, og sat mange tanker i gang – men mest fylder - taknemelighed - Tænk at vi fik denne chance, og på godt og ondt fik den ”brugt” …. Det har vi talt en del om, og er alle fire glade og enige om, at det var ”kampen” værd.

Vores sidste år hernede, har været fyldt med flere dejlige oplevelser.

Vi har brugt mange weekender på at se Qatar – og selv om det er ret lille, er der altid et nyt lille hjørne, at studere…. at vågne om morgenen ved kysten, og se delfinerne lege ude i vandet, er simpelthen et syn der står fast-brændt på nethinden – eller da Mia's veninde helt forvirret kikker på mig …og derefter op på himlen…. Og siger øhhhh med stor undren …for deroppe var både en fuld sol – og en fuld måne, som fra hver sin side oplyste havet/ golfen….sådan en aften sover man godt i ørkenen, selv i selskab med ørken-ræven, de små mus … og så de dyr vi ikke tænker på (-;;;

Bjarne tog chancen, og hoppede med på herre-ski-tur til Libanon….og kom HEL hjem !!!
Med et stort smil på læben, så lur mig om ikke de vil forsøge, at gentage den succes (-:

På trods af nogle RIGTIG travle måneder på jobbet, er Bjarne stadig rigtig glad for arbejdet hernede – det har også resulteret i en kontrakt forlængelse på et halvt år, dvs. at han bliver hernede til den 31 jan.
Som jo så gir mig den luksus, stille og roligt at lande i dk – ha tid til, at få ungerne ”sendt” godt af sted –
og i det hele taget, at få tid til at lande i Danmark, på en mere rolig måde,,, end da vi lige ”smuttede” herned (((--;;;

 

Mikkel stor trives hernede,

laver alt det sport han kan komme til – og har været så heldig, at blive udtaget til hele tre skolehold i år -
Track and Field / hvor han løb og deltog i stafet, de havde en skøn dag i Al Kohr.
Så var han med til, at hive en bronche medalje hjem, med fodboldholdet -
og sluttede skolens sidste turnering, med at vinde guld i basket (((--::::

Men i mine øjne fik han den bedste arwards i tirsdag – Da graduerede han nemlig, til en meget højtidelig ceremoni på skolen, iført jakkesæt og stort smil – og blev der kaldt på scenen for at få overrakt "Citezen of the year" ….. en pris der bliver givet af de andre elever på samme årgang – for at være en go elev – kammerat – leder – udvise respekt, rummelighed og overskud…

Mia fik tildelt samme "Citezen of the year" arward i torsdags da hun graduerede ---------------------- og JA … det var to meget stolte forældre…og selv om jeg havde lovet at styre mine tårer…. Så ville selv syn`floden ha blegnet ved siden af – så jo jeg måtte lige græde ”lidt”.

Må dog også sige, at Mikkel er blevet så stor nu, at vi også bliver udfordret lidt anderledes – f.eks. skulle jeg altså lige holde ”maven” lidt i ro – da han kommer hjem og siger : "Må jeg lige smutte med Abdulla, Mustajab og Kamal på en ”farvel” tur ???"
Øh ..i et land hvor de ikke kan komme nogen steder uden forældre… syntes jeg så det er ret naturligt, at ringe til forældrene ….
Hvorefter Bjarne så får en far i tlf. der bekendtgør ----- "No problem - Abdulla will arange"…. ( Abdulla er 11 år ) !!!
Mikkel smutter så lige med Abdulla's DRIVER, og de tre andre drenge
ud og bowle..skøjte lidt … og så på restaurant ( de møder dog lige storesøsteren, som lige har nogle penge til dem )
Mikkel ringer så, at nu skal driveren bruges af moderen, så vi må lige komme og hente ham ….
Han har haft en skøn dag, og kan da så også lige fortælle, at der var fuldt op med sikkerhedsudstyr i bilen,
da faderen er Pakistansk Ambasadør ( de skulle for øvrigt flytte til Holland).
Jeg smilede pænt til Mikkel, og glædede mig over han havde haft en hyggelig tur …………………..
Som MOR må jeg indrømme, at det var LIDT grænseoverskridende – hva tænker i ???

For Mikkel gælder det ellers, at han glæder sig til at komme til Danmark – han glæder sig til at starte i sin gamle klasse,
og bekendt gjorde også, at hvis han ikke kunne komme i Lisbeths klasse,
ja så skulle han slet ikke i skole ( det håber vi så flasker sig (-; )

Desuden har han regnet ud ,at de nok ikke får så mange lektier i 6 klasse i dk. Som han nu skulle til at have i ASD Middel school (-:

Og så trækker friheden meget i ham, det at komme hjem til vennerne, hoppe på cyklen og få rystet mor og far af
– hvilket vel kun er et sundheds tegn.

 

Mia har haft et skønt år

Hun klarede jo at komme ind på spansk 2… efter at ha brugt en del af sommerferien på selv at læse hele første år af Spansk op ( ingen forældre der kunne hjælpe ) og endte året med et C , hvilket var super flot.

Ellers har hun også bare været med til alt det sport der kunne puttes ind (derfor var det extra vigtigt for hende, at få den spansk karakter lige over bestået, de har nemlig ikke lov til at rejse med skoleholdene hvis de har et F eller to D`er på deres reportkart – ingen kære mor … skolens politik er – hvis du ikke klarer skolen godt nok… har du ikke tid til at dyrke sport, på konkurrence plan !!!) hmmm

Så hun har haft et spændende rejse år – skolens ”lejrtur” gik til Malaysia …
som jeg nok ikke behøver at skrive, det var fantastisk …
selv med igler og toilethuller i jorden…kom der smil på læberne (-:

Der ud over, var hun så heldig, at komme med på to EMAC hold
– den ene var med Tennis holdet, som blev afholdt i Kuwait … hvilket var extra spændende fordi vi lige to uger inden havde været værtsfamilie for to piger fra Kuwait der var her på skolen for at spille softball – så dem + en masse andre fik hun mødt igen (-:
Den anden tur gik til Cairo med Cross Country holdet – det var en både kulturel og fysisk hård tur.
At se Cairo og hvordan de bor, var noget af en ny side af livet – derud over skulle de løbe deres to løb ca 5 km i næsten 40 graders varme, og det ene af løbene foregik i ørkenen. Men en kæmpe sejr ,og hele deres hold gennemførte, om end flere af dem enten kastede op på vejen rundt, eller måtte til tælling lige bagefter.

Hele året sluttede så med et stort bal / Prom på et af de store hoteller, med fine kjoler og dans – Mia og 8 andre unge mennesker blev overrasket med en Limo … og blev på fineste vis kørt til middel school afslutnings bal – For Mia blev det så også afskeden med skolen og alle kammeraterne.

Inden længe skal hun starte på et sommerferie job
– og derefter kalder Nordborg Slotsefterskole, hvor hun skal starte i 9 klasse på Extrem linien.
Det glæder hun sig rigtig meget til ….. øhhh …Gad vide om hun også trænger til, at få mor og far rystet af ?????

 

Se nu blev det alligevel et langt brev – og jeg er slet ikke rigtig startet endnu (((((((((((((((((((((((((-------------------------------;;;

Men for mig – ja så har jeg fået et af mine største ønsker opfyldt,
at få muligheden for at få bedre tid og mere ro til at lande i Danmark….end da vi rejste den anden vej
– og hvis der så også kommer et brev den 31 jan ….hvori der står, at jeg kan begynde på seminariet til feb. ……..
Ja så vil jeg tá muligheden, og se hvad det kan føre til (-:

Jeg vil nu skynde mig, at sende jer dette brev - sammen med en masse tanker, og en stor TAK fordi i har været der, og stadig er der.

Tak fordi i lod os beholde en plads i jeres liv, på den ene eller anden måde –
og i skal vide, at det har betydet utrolig meget….
også selv om der nogen gange er gået langt imellem den direkte kontakt.

Det er med vemod vi nu efter fire år snart pakker kufferten, og med tårer i øjnene og en hård klump i maven,
tager afsked med Qatar og alt det har bragt os, givet os og lært os…

Men det er med et stort smil på læben vi lander i Danmark,
vi glæder os alle, til snart at se jer igen…
og igen at mærke vores danske rødder ”sætte” sig ……

 

Kan i ha en fantastisk sommer

Med Mange hilsner og KNUS

Mia – Mikkel – Bjarne og Lene

 


Back to main page